De 10 mest usædvanlige dyr

Vores natur er fyldt med usædvanlige dyr med usædvanlige egenskaber. Denne artikel løfter sløret for dyr med de mest utrolige evner og smukkeste kroppe.

De 10 mest usædvanlige dyr

Aye-ayen

Aye-ayen – også kendt som fingerdyret – er en primatart i gruppen lemurer, som kun findes på Madagascar. Det er verdens største nataktive primat, og den bruger det meste af sit liv i trætoppene. Om dagen sover den i en selvbygget rede, der er placeret 10-15 m over jordens overflade, og måler ca. 50 cm i diameter. En aye-aye vil typisk have mere end en rede i sit territorium. 

Her ses Aye-ayens usædvanligt lange finger, som den bruger til at fange føde med

Men hvad er det så, der gør denne primat så usædvanlig? 

På Madagascar kendes Aye-ayen også som en dæmon, der kan dræbe bare ved at pege med sin finger. Helt så dramatisk er det nu ikke, men Aye-ayen har faktisk en meget usædvanlig finger, som den bruger når den skal på jagt. Man kan også kalde den for “primaternes spætte”, fordi Aye-ayens jagtmetode minder meget om spættens: 

Aye-ayen banker rytmisk på træets bark med sin udsævanligt lange finger, og kan ved at lytte efter vibrationerne bestemme hvor byttedyret befinder sig. Herefter gnaver den hul i barken med sine fortænder, og stikker sin lange finger ind for at fange byttet. 

Påfuglerejen (Peacock Mantis-shrimp)

Udover at have en flot, farverig krop, er denne reje kendt for sin usædvanlige jagtteknik.

Rejen lever i det indiske ocean, og er en af de større rejer inden for gruppen “mantis shrimps”, og har en størrelse fra 3-18 cm. De er primært grønne, med orange ben og leopard-agtige pletter på den øverste del af kroppen. 

Rejen har nogle ret usædvanlige evner, hvorfor den har fortjent en plads her på listen: Den har nemlig evnen til at se polariseret lys, og er faktisk et af de dyr i verden, der kan se flest farver. 

Påfuglerejen er også en stærk jæger: Den lever af alle slags  hvirvelløse skaldyr, men det er hvordan den spiser disse dyr der er mest interessant: 

Påfuglerejen kan slå ekstremt hurtigt med sine forreste “klør”. Dette gør at de kan slå deres byttedyr ihjel, og ødelægge deres skal. Deres slag er en af de hurtigste bevægelser i dyreriget, og det er faktisk voldsomt nok til at slå igennem glasvæggen i et akvarie. 

Pragtlyrehale (Lyre-bird)

Pragtlyrehalen er en af de største spurvefugle der findes, og den hører hjemme i Australien. Pragtlyrefuglen er kendt for hannens umådeligt smukke halefjer, den bruger når den i parringssæsonen skal “kurtisere” hunnerne. Derudover er pragtlyrefuglen utroligt god til at imitere lyde: Både “naturlige” og “kunstige” lyde fra deres miljø. Pragtlyrefuglens imiterede sang læres fra dens omgivelser, hvilket inkluderer sange fra andre pragtlyrefugle. Yngre fugle bruger cirka et års tid på at perfektionere deres imiterede repertoir.  

Pragtlyrefugle-hannens smukke halefjer den fremviser under parringssæsonen, for at kurtisere hunnerne.

De kan imitere alt fra lydene af andre dyr som koalaer eller dingoer, men man har også hørt dem imitere menneskeskabte lyde som bilmotorer, motorsave, grædende babyer, riffelskud og brandalarmer for at nævne nogle få. Det er dog usædvanligt at pragtlyrefuglen imiterer menneskeskabte lyde – det er faktisk kun observeret blandt dyr i fangenskab. Ikke desto mindre er det da ret fedt, ikke? 

Saiga Antilope

Saiga-antilopen er en kritisk truet antilope, som faktisk har dækket store dele af den Eurasiske steppe, helt fra foden af Karpaterne i nordvest og Kaukasus i sydvest ind i Mongoliet i nordøst og Dzungaria i sydøst. I dag findes Saiga-antilopen kun i én region i Rusland og tre områder i Kazakhstan. 

Saiga-antilopen bruger sin usædvanlige næse til at fra-filtrere støv om sommeren, og til at varme den indåndede luft op, om vinteren.

Saiga-antilopen er kommet på listen grundet sit usædvanlige udseende: Den store, todelte næste der kunne ligne et af dyrene fra Ice Age. Dens usædvanlige næse hjælper den med at filtrere støvet væk når de migrerer om sommeren, hvor der sparkes støv op af flokken, og den hjælper også med at køle antilopens blod i de varme sommermåneder. Derudover hjælper den med at varme den kolde luft op, inden det bliver ført ned i lungerne, i de kolde vintermåneder. 

Duehalen (Hummingbird Hawk-Moth)

Duehalen er af arten aftensværmere, der findes i de tempererede egne af Eurasia. Duehalen har fået sit engelske navn fordi de minder utroligt meget om kolibrier: Det gælder både fordi de – ligesom kolibrier – lever af nektar fra tubeformede blomster, hvor de bruger deres lange “snabel” til at fange nektaren mens de svæver foran blomsten, og fordi de jævnligt, grundet deres udseende, forveksles med netop kolibrien.

Det er tydeligt at se, hvordan Duehalen nemt kan forveksles med en kolibri.

Duehalen er resultatet af det man kalder “konvergent evolution” som betyder at forskellige arter har udviklet lignende funktioner uafhængigt af hinanden. 

Fossa 

Fossaen er et kattelignende dyr, som du måske nok kender fra filmen “Madagascar” – du ved, de der onde “katte” som angriber lemurerne men bliver skræmt af løven Alex? 

Fossaen findes kun naturligt på Madagscar, og der har været en del kontrovers om dens klassificering. Den er øens største kødædende rovdyr, selvom den kun vejer op til 14 kg. Den minder meget om f.eks. en puma, hvilket igen er udtryk for konvergent evolution. 

Fossaen er utroligt manøvredygtig i trætoppene, og klatrer gerne op og ned af træer med hovedet først.

Den er nu klassificeret som en del af øvrige rovdyr fra Madagascar i en selvstændig familie: Eupleridae, eller Madagascarrovdyr, der spaltede sig fra øvrige kattelignende rovdyr for 18-24 mio. år siden. 

Fossaen har klør og fleksible ankler, hvilket gør at den kan klatre op og ned fra træer med hovedet først, og hoppe fra træ til træ. 

Narhvalen

Narhvalen er nem at kende fordi den har en lang enhjørninge-lignende stødtand der i middelalderen tit blev solgt som netop hornet fra en enhjørning. 

Dens stødtand er faktisk den venstre fortand der stikker ud fra overlæben. I modsætning til de fleste tænder, som er hårde på ydersiden, og bløde på indersiden, så er narhvalens tænder bløde på ydersiden og hårde på indersiden, hvilket betyder at stødtanden kan bøje op til 0,3 meter uden at knække. Narhvalens stødtand gror hele livet og kan blive op til 3 meter lang. 

En flok narhvaler i de arktiske egne bryder gennem vandoverfladen for at trække luft. De udsædvanlige enhjørninge-lignende horn forekommer hyppigst hos hannerne.

Stødtænderne forekommer hos hannerne, og hos 15 % af hunnerne. 

En ekstra interessant ting, at vide om narhvalen er, at den ikke trives i fangenskab, hvorfor der slet ikke findes nogen i fangenskab – alle narhvaler der har været i fangenskab er faktisk døde. Nogle dyr kan bare ikke være i fangenskab. 

Honninggrævling

Honninggrævlingen er kommet på listen fordi den på mange måder er ret usædvanlig. Selvom honninggrævlingen ikke er særlig stor, så har den ikke særlig mange naturlige fjender fordi den har en meget tyk hud, styrke og så er den yderst god til at forsvare sig selv. 

En honninggrævling fragter sin unge til et nyt sted. Honninggrævlingen er ikke bleg for at tage kampen op med et dyr langt større end den selv, hvis der ikke er en anden udvej.

Den er ret kendt for frygtløst at angribe næsten alle andre slags dyr, når flugt ikke er en mulighed. Bistik og dyrebid kan sjældent komme gennem honninggrævlingens tykke hud. Derudover har honninggrævlingen den egenskab, at den har en meget stærk immunitet overfor gift. Det betyder at den uden problemer spiser slanger og skorpioner, og skulle byttet bryde igennem dens tykke hud, er det altså ikke fatalt for honninggrævlingen. 

Afrikansk lungefisk

Den afrikanske lungefisk har overlevet uændret i næsten 400 mio. år. Afrikanske lungefisk har to lunger og trækker vejret gennem luft. Den lever i flodområder der i tørkesæsonerne kan tørre fuldstændig ud. For at overleve dette udskiller den et tyndt lag af slim omkring sig selv, der tørrer ind til en slags kokon. Den kan leve ude af vandet i op til et år, hvor den trækker vejret gennem lungerne, indtil regnvand genopfylder dens vandvej. 

Den afrikanske lungefisk kan leve ude af vandet i op til et år, og kan gå i hi under vandbunden i op til fire år.

Fisken kan også gå i hi i vandet. Den graver sig under vandbunden, hvor den vrikker sig ned i mudderet for at skabe et pære-formet kammer og hviler her med næsen pegende opad. Den sænker sine hjerteslag, og den føde den har brug for kommer fra nedbrydningen af dens muskelvæv. Den kan blive i denne tilstand i op til 4 år. 

Andre artikler

Blod: Hvad du bør vide

Vores blod løber utrætteligt gennem årerne hele livet, i tykt og i tyndt. Men hvilken funktion har blod egentlig, og hvorfor er det at blod har sin røde farve?

Læs Mere

MERE BIOGEEK

Skolehjælp

OPGAVER

ARTIKLER

HJÆLP

BIOGEEK